Facts


Størrelse

Klima

Antarktis fakta

Ozonhullet over Antarktis

Ozonhul og UV-stråling på Sydpolen udgør ingen særlig fare


Det rekordstore ozonhul over Antarktis i år medfører ikke nogen forhøjet risiko for ekspeditionen. På grund af årstiden vil hullet forsvinde i løbet af november, og dermed også den forhøjede UV-stråling over Antarktis. Kraftige UV-stråler kan medføre farlige forbrændinger af huden og øger risikoen for sneblindhed.

UV-strålingen i november og december vil imidlertid ikke ligge højere end den, man udsætter sig for på en skiferie i alperne eller på en solferie sydpå. Det fastslår seniorforsker Bjørn Knudsen fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Bjørn Knudsen anser det for tilstrækkelig beskyttelse, at ekspeditionens medlemmer anvender solbriller og ansigtsmaske/solcreme til at beskytte huden, og at de tager sig særlig i agt, når de går mod solen, fordi den hænger forholdsvist lavt på himlen. UV-strålingen kommer ikke fra solen alene, men også fra reflekserne i sneen.

UV-strålingen måles i kilojoule pr. kvadratmeter, den såkaldte Erythemale dosis, og den forventede stråling over Antarktis i november og december ligger blot lidt over andre strålingsudsatte lokaliteter på den sydlige halvkugle, som f.eks. Melbourne i Australien. I Melbourne ventes den maksimale stråling i november at ligge på 5,2 kj/m2 mod 6,2 ved selve Sydpolen, 5,2 ved McMurdo og 7,4 ved Palmer Station - ligeledes på Antarktis. I december ventes den maksimale stråling de samme tre steder at falde til 5,2, 4,8 og 4,4.

Til forsiden