Antarktis-traktaten

Ingen nation ejer eller har overhøjhed over Antarktis. Ikke fordi ingen har gjort krav på de 14,2 millioner km2 store stykke fast ejendom. Det har adskillige lande gjort, nemlig Australi­en, New Zaeland, Frankrig, Storbritannien, Chile, Argentina og Norge. På et kort ligner deres territorialkrav tynde og tykke skiver af en lagkage, hvor Sydpolen er i centrum. USA og det tidligere Sovjetunionen har ikke gjort territoriale krav gældende, men har forbeholdt sig ret til at gøre det senere.

Når der alligevel ikke er nogen landegrænser på Antarktis, hænger det sammen med, at den internationale Antarkits-traktat, der trådte i kraft i 1961, har “fastfrosset” alle territoriale krav og opstillet skrappe grænser for, hvad kontinentet på bruges til. Traktaten er underskre­vet af nationer, som tilsammen repræsenterer 80 procent af klodens befolkning. Den forbyder bl.a. al militær anvendelse og tilstedeværelse. Antarktis skal reserveres til fredelig forskning, og alle forskningsresultater skal være tilgængelige for alle interesserede.

Traktaten er fundamentet for et mere finmasket reguleringssystem, som gradvist har udviklet sig. Bl.a. med en miljøprotokol fra 1991, som skal beskytte Antarktis bedst muligt mod forurening og fremmede miljøpåvirkninger fra mennesker.